
I forbindelse med Danmarks EU-formandskab i 2012 har Det Danske Kulturinstitut stået bag en lang række af projekter, der er stablet på benene i tæt samarbejde med de danske ambassader. Fokus har været på dansk film, bæredygtig og grøn udvikling og kulturarv. Målet har været at nå ud til et bredt publikum, så både unge som gamle mange steder i Europa har kunnet opleve en bid af dansk kultur sat ind i en europæisk ramme. Det synes at være lykkedes!
Se folderen om alle Kulturinstituttets aktiviteter rundt om i Europa og i Kina og Brasilien her.
Onsdag den 11. januar overtog Danmark EU-formandskabet fra Polen. Tirsdag den 10. januar blev det markeret i Warszawa.
Den danske ambassade havde i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut inviteret næsten tusinde mennesker til reception og koncert på et af Warszawa’s spændende nye spillesteder Fabryka Trzciny.
Det danske formandskab blev indledt med en tale af Danmarks europaminister Nicolai Wammen, og den polske EU-minister, herefter var der koncert for de indbudte.
Ambassadører, redaktører og regerings-medlemmer fra Polen deltog i begivenheden.
Cæcilie Norby gav et brag af en koncert med numre fra hende nye album Arabesque.
Cæcilie Norby har været nomineret ti gange til den præstigefyldte Danish Music Awards, har vundet utallige danske og internationale priser og har som solist optrådt med legendariske amerikanske stjerner som Dianne Reeves, John Scofield og Mike Stern.

Cæcilie Norby
________________________________________________________________________________
Den Danske Strygekvartet spiller i Budapest i Karolyi Palace, litteraturmuseets koncertsal den 31. maj og i Károlyi Mansion, Fehérvársurgó under en konference, der omhandler historiske haver.
Den danske specialist i historiske haver, Jens Hendeliowitz, deltager sammen med italienske, franske og engelske haveeksperter. De fire unge musikere i Kvartetten, Rune Sørensen, Frederik Øland (violiner), Asbjørn Nørgaard (bratsch) og Fredrik Sjölin (cello) fik i år Carl Nielsen og Annemarie Carl-Nielsens legat. Kvartetten har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med professor Tim Frederiksen som lærer og mentor og har deltaget i masterclasses med medlemmer af verdens førende kvartetter. I 2004 vandt Den Danske Strygekvartet som det yngste ensemble nogensinde Danmarks Radios Kammermusikkonkurrence. Efterfølgende har Kvartetten vundet mange priser og modtog desuden i 2005 Jacob Gades Store Legat.
Det er fire unge danske, dygtige og internationale klassiske musikere, som samarbejdspartnerne Den Danske Ambassade og Det Danske Kulturinstitut glæder sig til at introducere for det ungarske publikum.
Torsdag den 12. januar var der fernisering på udstillingen ”Smykkeskrinet” i Gdansk. Udstillingen var arrangeret i et samarbejde mellem Det Danske Kulturinstitut og ambassaden i Polen. Udstillingen er et af mange arrangementer i anledning af at Danmark overtager EU-formandskabet.
Ved ferniseringen på Gdansk History Museum var der mødt omkring 100 gæster heri blandt flere journalister fra både TV og trykte medier i Polen.
Smykkeskrinet er en samling bestående af ca.170 smykker, som er blevet indkøbt og samlet af Statens Kunstfond. Udvalget for Kunsthåndværk og Design har siden 1978 haft fokus på det særlige kunstneriske udtryk smykket er, og ønsket at skabe en samling af de kunstnerisk mest interessante danske smykker.
Smykkerne er minikunstværker, karakteriseret ved, at de forholder sig til kroppen og først træder i karakter i brugssituationen. Herved adskiller smykkerne sig grundlæggende fra hovedparten megen anden kunst som ofte relaterer sig til bygninger og rum. Samlingen er bl.a. af den årsag unik, og viser en side af dansk kunstnerisk virke, som ikke altid tildeles den erkendelse som den fortjener.

Kulturdialog 65, Litauen
Græsrodsorganisationen BEEparts bygning tiltrækker øjet med det samme, når man besøger bydelen Pilaite. Især kunstværkstedet er godt kendt som bydelens mødested, hvor alle, som vil skabe et bedre miljø omkring sig og være med i udviklingen, er velkomne. Stedet præges af et aktivt kulturliv, hvor der afvikles flere innovative projekter med udenlandske partnere. En af kerneaktiviteterne på ’BEEkinas’ er filmvisning hver onsdag aften. I hele februar står der dansk film på programmet i forbindelse med Danmarks EU-formandskab, og visningerne arrangeres i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut. Programmet består af: ’Ekko’, ’Til døden os skiller’, ’Hjemve’, ’To verdener’ og ’Den du frygter’. Filmene bliver vist på originalsproget med engelske og litauiske undertekster, fri entré. Læs mere: www.beepart.lt
_Bredde_450.jpg)
Udstillingen ’A Modern Royal Household’ om restaureringen og den kunstneriske udsmykning af Frederik VIIIs palæ åbnede den 18. januar. Instituttet har glædet sig meget til at præsentere det flotte resultat af det enorme restaurerings – og udsmykningsprojekt, som Frederik VIIIs palæ har gennemgået fra 2004-2010. ’A Modern Royal Household’ vises i EESCs (European Economic and Social Committee) lokaler i Bruxelles og skal senere videre til Luxembourg. Udstillingen er en af de mange kulturelle aktiviteter i forbindelse med Danmarks EU-formandskab, og i forbindelse med deres deltagelse i den officielle åbning af formandskabet besøger Kronprinsparret udstillingen d. 26. januar, hvilket vi naturligvis glæder os meget til.
Mere inspiration med billeder kan hentes på følgende links
http://www.dkibenelux.org/Default.aspx?ID=4188
http://www.eesc.europa.eu/?i=portal.en.events-and-activities-culture-royal-modern-household-photos

Interessen for dansk filmkunst i Ungarn er fortsat stærk. I forbindelse med de danske uger i EU-huset afholdes den 20. januar filmaften, hvor Instituttet i samarbejde med repræsentationen viser De fem Benspænd, en Oscar nomineret dokumentarfilm film af Lars von Trier og Jørgen Leth. Von Trier giver Leth opgaven at omredigere Jørgen Leth’s Det perfekte menneske fem gang hver gang med et nyt benspænd fra von Triers side. Ungarske filmeksperter behandler efterfølgende tendenser og temaer i dansk filmkunst i en rundbordssamtale og diskuterer von Trier interviewet i det ungarske filmblad Magyar Narancs (den ungarske appelsin) Endelig vises Susanne Biers Hævnen med ungarske undertekster.

Som led i det danske formandskab for EU åbnede Det Danske Kulturinstitut for nyligt en større udstilling med værker af 28 kunstnere med tilknytning til Christiania. Projektet gennemføres i samarbejde med Lithuania Art Museum i Vilnius med støtte fra Kulturstyrelsen og Christianias Økonomimøde. Udstillingen bærer titlen ’Christiania in Art’ og er kurateret af Jesper Boysen fra Kulturinstituttet i København. Udstillingen viser mere end 300 værker inden for billedkunst, foto- og filmkunst, skulpturer, keramik og design. Som led i udstillingen vises desuden en udstilling af plakater fra Christiania fra 1971 – 2011 samt et udvalg af fotografen Charlotte Østervangs portrætfotos af Christianitter, som for et par år siden blev udstillet på Nytorv i København. ”Det har været en stor udfordring at udvælge både kunstnere og værker til udstillingen”, fortæller udstillingens tilrettelægger Jesper Boysen, ”Gruppen af kunstnere, som på den ene eller anden måde er en del af kunstmiljøet på Christiania, er talmæssigt temmelig omfattende, og samtidigt er der tale om en meget bred skare af meget forskellige kunstnere. Men det har været vilkårene, og netop forskelligheden, rummeligheden, som er en af kerneværdierne på Christiania, er blevet en vigtig ledetråd i udstillingen. En Christiania cykel minder desuden publikum om, at bæredygtighed har været en hjertesag for Christiania gennem mere end 40 år. Udstillingen blev åbnet af den danske ambassadør Jørgen Molde. Åbningen blev efterfulgt af en tre dage lang Christiania-Kulturfestival, med film, fotoshows, foredrag og koncerter med bl.a. Christianias husorkester ”Jimi Jam”. Udstillingen kan opleves i Lithuanian Art Museum Radvilu Palace til og med den 1. april. En del af udstillingens værker skal i 2012-2013 vises på udstillingssteder og gallerier rundt om i Litauen.
DKI/Benelux gennemfører mange foredrag om dansk bæredygtig byudvikling. Ønsket om at høre om dansk cykelkultur, byrums- og arkitekturpolitik, arbejde med borgerinddragelse m.m. er meget stort både blandt miljøorganisationer, politiske grupperinger, borgergrupper, professionelle og faglige miljøer m.m. Under formandskkabet har DKI/Benelux præsenterer Mikael Colville Andersens meget spekatakulærer og fabulerende fotoudstilling med 50 cykel-motiver fra, København der viser mangfoldigheden i den danske cykelkultur. Hvad der er velkendte motiver for danskerne er meget eksotisk og fremmedartet for bl.a. en del belgiere. Her ser de andre veje for en mere menneskelig og bæredygtig indretning af byens rum. Udstillingen er her i Benelux blevet vist forskellige steder de seneste måneder; bl.a. i foyeren i det store koncerthus Flagey, samtidig med den officielle åbningskoncert af den danske EU-koncert. Udstillingen vises p.t. i Europe Direct-centret i Antwerpen, hvor Colville-Andersen også deltager med et foredrag.
DKI/Benelux har produceret 'A Modern Royal Household', som er en foto/video-udstilling med 24 billeder af den kunstneriske udsmykning ifm. den gennemgribende restaurering af Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg. Projektet er støttet med kr. 200.000 af Realdania. Udstillingen er et eksempel på en meget tidsvarende og moderne tilgang til bæredygtig restaurering af bygningsmæssige historisk kulturarv. Udstillingen blev vist frem til udgangen af marts i EESC's lokaler i Bruxelles. Her besøgte D.K.H. Kronsprinsparret udstillingen den 26. Januar 2012. Herefter skal den bl.a. vises i Europaparlamentet, Abbey Neumünster i Luxembourg, Fotobienalen GRID 2012 i Amsterdam og den danske kirke i Rotterdam. I de kommende år skal udstillingen vises på danske kulturinstitutter og ambassader rundt om i verden, samt på Dansk Arkitektur Center i København.
DKI/Benelux har sammen med den danske ambassade i Belgien bistået den store multidisciplinærer kulturinstitution BOZAR i Bruxelles i dialogen med en lang række offentlige og private aktører i.f.m. projekteringen af deres store 'Let's Dansk'-fokus under det danske EU-formandsskab. Ikke mindst den store - og meget anmelderroste - Per Kirkeby-udstilling. Siden åbningen den 8. februar har over 25.000 gæster besøgt udstillingen. Herudover gennemfører BOZAR også et børneprojekt med Det Danske Filminstituts 'FILM Y'-projekt, der er et interaktivt filmstudie for børn. Fra officiel dansk side er disse to projekter støttet med i alt kr. 800.000. Her udover har DKI/Benelux og ambassaden bistået BOZAR med at tilvejebringe yderligere ca. kr. 600.000 til projekterne fra danske private fonde og erhvervsvirksomheder. Til ferniseringen, hvor både Kulturminister Uffe Elbæk og EU-præsident von Rompuy talte, havde DKI/Benelux engageret den danske DJ Dyna Moe til at spille moderne dansk elektronisk musik.
DKI/Benelux har med en støtte på kr. 200.000 fra den særlige pulje til kulturelle aktiviteter under det danske EU-formandsskab (UM + KUM) i dagene 19. - 20. marts 2012 arrangeret 'Architectural Talks' på BOZAR, hvor en række førende danske arkitekter og byplanlæggere blander sig i debatten om Bruxelles udviklingsplan 2040. Jan Gehl, Dorte Mandrup, Tina Saabye og Signe Kongebro var inviteret til at deltage i en rundbordssamtale med en række internationale tegnestuer der er kommet med bud på Bruxelles i 2040. Rundbordssamtalen er optaget på video og spredes efterfølgende via internettet m.m. Ved samme lejlighed kom den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels til Bruxelles og talte for en udsolgt sal med over 2000 tilskuere. Både Ingels foredrag og rundsbordssamtale havde et tema om moderne dansk bæredygtig arkitektur og byudvikling, samt lagde op til en faglig interkulturel dialog, som forhåbentlig kan føre til et vedvarende samarbejde mellem danske og belgiske partnere.
DKI/Benelux har med en støtte på kr. 50.000 fra den særlige pulje til kulturelle aktiviteter under det danske EU-formandsskab (UM + KUM) i dagene 23. juni - 7. juli arrangeret et udvekslingsprojekt - 'Let's Dance' - mellem danske 'Uppercut Danseteater/Dans i Nordvest' i København og Crazy Alliance fra Charleroi i Belgien. Begge grupper består af unge mennesker der arbejder med et danse og bevægelsesudtryk der tager sit udspring i hip hop og street-art kulturen. Det er håbet med udvekslingen af den kan føre til en varig dialog og samarbejde mellem de to grupper af unge mennesker, der gennem dans og bevægelse energisk afsøger tematikker som idenditet og etnicitet m.m.
DKI/Benelux har engageret sig kraftigt i MORE EUROPE-initiativet, som en række større europæiske organisationer og kulturinstitutter m.m. lancerede i december 2011 og som løber af stablen i hele 2012. MORE EUROPE lægger op til, at kulturelt samarbejde og dialog langt mere strategisk – også af EU's Udenrigstjeneste - bruges som en stærkere stemme for Europa i resten af verden, for dermed at skabe en større fælles mellemfolkelig forståelse mellem Europa og resten af verden. Det kulturelle samarbejde kan være en meget værdifuld brobygger i demokratiseringsprocesser, opbygning af strukturer i civilsamfundet, konfliktløsning og fredsprocesser. En række konferencer over hele Europa løber af stablen gennem hele 2012. Den 13. juni 2012 arrangeres en MORE EUROPE-konference på Vartov i København, der falder sammen med EUs 'kulturdirektør-møde' , hvor ledende kulturembedsmænd fra Udenrigsministerier og Kulturministerier fra hele Europa samles i tre dage til møde i København.
DKI/Benelux gennemfører i maj 2012 - under titlen EUROPE;NEXT - en studietur til Bruxelles, hvor danske kulturinstitutioner og organisationer inviteres til Bruxelles, for at blive orienteret om EU's kulturstøtteprogrammer m.m. Over 30 personer har tilmeldt sig fra en række store danske institutioner, bl.a. Statens Museum for Kunst, AROS, Kunsten, Vega, Det Kgl. Teater, Østre Gasværk, Roskilde Festivalen, Nationalmuseet, Sønderjyllands Symfoniorkester, Carlsbergs Besøgscenter m.fl. Gruppen skal møde repræsentanter fra EU-Kommisionen, eksperter i ansøgnings-skrivning, repræsentanter fra succesfulde projekter m.m. Der pågår p.t. en dialog med Kulturstyrelsen i Danmark om at gennemføre flere af sådanne ture i de kommende år, for at få flere danske kulturinstitutioner til at engagerer sig tættere som 'lead-partnes' i EU-støttede projekter. Der er sat en lav deltager pris på kr. 3.700 (alt inklusive) for at sikre en markant deltagelse. Der vurderes at være et udpræget ønske om sådanne introduktioner fra dansk kulturlivs side.
Der opleves fra DKI/Beneluxs siden en øget interesse for en række danske aktører (institutioner og organisationer m.m.) til at bruge DKI/Benelux som 'øjne og ører' ift. EU-institutionerne. Det gælder både ift. støtte-programmer, jf. ovenstående, men gælder også ift. nye politikker, temaer, europæiske samarbejder m.m. Kunne man forestille sig et DKI/Benelux der strategisk udviklede sig i en retning der orienterede sig mere mod EU og mindre mod Benelux? - og hermed også dialogen 'hjem' til Danmark om kulturdagsordenen i EU? Til orientering har Region Midt's kontor her i Bruxelles med stor succes, som det eneste regionskontor, haft en kulturmedarbejder her i Bruxelles.
DKI/Benelux har fra D.K.H. Kronprinsparrets Fond, Knud Højgaards Fond, Oticon Fonden og Toyota Fonden modtaget i alt kr. 225.000 til at gennemfører en række yderligere kulturprojekter i Benelux under det danske EU-formandskab, bl.a. 'ÆØÅ-filmfestival', kunstudstillinger, foredrag, konferencer m.m.
Klaus Bondam
Institutleder
Det Danske Kulturinstitut/Benelux
2. april 2012
7/9 - 2012
TILMELD DIG NYHEDSBREV
Læs meget mere om Det Danske Kulturinstituts syv EU-landes aktiviteter under Danmarks EU-formandskab her:
http://eu2012.dk/da/EU-and-the-Presidency/Culture/culturalcalender
Opdateret d. 02.04.12